20. januar · 2020
Tømreruddannelsen på Mercantec har fået bæredygtighed i fokus og hedder nu Grøn tømrer. I fremtiden vil flere erhvervsuddannelser følge efter.
Tømrerelever, der tager deres uddannelse i Viborg på Mercantec, bliver nu også uddannet i at kunne kombinere bæredygtighed med digitalt og højteknologisk byggeri. Som noget nyt hedder tømreruddannelsen i Viborg derfor "Grøn tømrer", og prioriteringen er helt bevidst.
- Både kunder og virksomheder efterspørger tømrere med viden om bæredygtighed. Tømreruddannelsen er et fag, hvor man skal træffe mange materialevalg, og helt overordnet er der behov for en klimaorienteret indstilling i fremtiden. Derfor har vi valgt at gøre vores tømreruddannelse grøn, forklarer Lasse Overgaard, der er underviser og en del af teamet bag Grøn tømrer på Mercantecs afdeling for byggeriuddannelser - Byggetek.
Bæredygtige valg
Det grønne fokus på tømreruddannelsen betyder blandt andet, at eleverne bliver undervist i den klimamæssige forskel, der er på de forskellige byggemetoder og materialer. Som en del af det grønne fokus benytter tømreruddannelsen sig kun af miljøcertificeret træ.
- Det billige træ kan være et nemt valg i første omgang, men kan på sigt blive dyrt, fordi kvaliteten betyder, at det forgår hurtigere, siger Brian Grønkjær, der ligeledes er underviser på Byggetek og fortsætter:
- Med den grønne profil underviser vi vores elever i den indsigt, det kræver, for at de kan rådgive deres kunder i at tage et langsigtet og bæredygtigt valg. Ind til videre har vores elever taget rigtig godt imod de nye grønne tiltag. Unge har generelt en stor forståelse af de klimamæssige udfordringer, vi har i fremtiden, påpeger han.
Forståelse for genbrug
De grønne tømrerelever bliver også undervist i at udnytte mulighederne ved genbrug. Som noget nyt har uddannelsen eksempelvis genbrugt skruer og trædele fra tidligere opgaver. Den grønne tømreruddannelse har desuden investeret i en CNC-maskine, som mindsker behovet for beslag.
- Det giver eleverne en bedre forståelse for, at materialerne har en værdi, og det vil helt sikkert komme virksomhederne til gode at ansætte tømrere, der har lært at få det optimale ud af materialerne, siger Kristian Høgedal, der også er en del af teamet bag den nye grønne profil.
FN’s verdensmål
Mercantec er en af landets første erhvervsskoler, der tilpasser undervisningen, så den også har fokus på bæredygtighed. I fremtiden vil flere af uddannelserne følge efter, vurderer Kurt Thomsen, der er uddannelseschef for Mercantecs byggeuddannelser - Byggetek.
- FN’s verdensmål er kommet på dagsordenen. Virksomhederne har et mål om at blive grønnere og mere cirkulære. Med den nye uddannelse tilføjer vi et ekstra lag i undervisningen, som bare gør vores elever endnu dygtigere, fastslår han.
Flere erhvervsuddannelser forventes at følge efter og blive grønne. På Byggetek drejer det sig om uddannelsen til struktør, gulvlægger og maler, der sandsynligvis bliver de næste uddannelser, som får en grøn profil.