Projektet EUX Space har som overordnet formål at understøtte, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse ved at udvikle og tilbyde en ny rum-projektlinje, EUX Space, hvor eleverne konkret arbejder med STEM-kompetencer med det formål at bygge, opsende og monitorere en satellit over et forløb på fem år. 

Projektet er inddelt i flere faser og den første fase er en udviklingsfase, hvor der skal udvikles et koncept for studieretningen, etableres samarbejder inden for rumindustrien bl.a. med Aarhus Universitet. Studieretningen skal have FNs Verdensmål som udgangspunkt, og der skal indhentes rum-data der knytter sig til FN-målene, således at data kan monitoreres og behandles i forhold til at arbejde videre med konkrete løsningsforslag på området.

Formålet med projektet er:

  • at udvikle en projektlinje, hvor eleverne opnår matematiske, videnskabelige og teknologiske indsigter alt sammen relateret til rumforskning, og hvor FNS Verdensmål bliver et naturligt udgangspunkt for undervisningen.
     
  • at sikre, at eleverne opnår unikke kompetencer i datagenerering og analyse af data fra rummet. Derudover skal studieretningen understøtte, at eleverne er med i et flerårigt projekt, hvor de får projekterfaring og skal løse problemer i fællesskab med andre fagligheder.


Projektet er støttet af Region Midtjyllands Uddannelsespulje.