6. juli · 2021

50 elever har meldt sig på Teknologisk Videncenters summer camp for at lære noget om hacking og Machine Learning, som er de to emner, der lige nu er 'hot stuff' for mange af elevernes praktikvirksomheder.

 

Kompliceret avlsarbejde

Jesper Handskemager, som netop har færdiggjort H1 som programmør, har sammen med to holdkammerater valgt at arbejde med Machine Learning. Opgaven er at programmere en bil til at holde sig inde på en given bane – og at få den til at køre hurtigt. De skal programmere det hele helt fra bunden, og på en måde kan man godt kalde det et stykke kompliceret avlsarbejde, forklarer Jesper:

- Vi lader bilen køre 10 runder på forskellige måder. De to gange, den kører bedst, vælger vi ud – og kombinerer dem til to nye runder – eller børn – og lader dem køre 10 nye runder. Af dem vælger vi de to, der kører bedst – og kombinerer dem til to nye børn ... På den måde bliver vi bare ved, indtil vi har et tilfredsstillende resultat. Man kan godt sige, at det er 'survival of the fittest', siger Jesper og smiler lidt, mens han hele tiden holder øje med, om bilen holder sig fornuftigt på banen.

Svagheder skal identificeres

I et andet lokale sidder Dan Danielsen og arbejder på en online platform, der hedder 'Hack the Box', hvor han skal træne sig selv i at trænge ind i forskellige fremmede computersystemer, som har forskellige svagheder.  Det handler om at finde ip-adresser, åbne porte, svage adgangskoder, åben wifi osv. Faktisk er det allerede lykkedes for Dan at hacke sig ind i en del forskellige systemer.

- Jeg skal lære at sætte mig ind i både brugerens og modstanderens tankegang, når jeg skal sætte et system op. Jeg skal kunne se, hvor svaghederne er, så jeg kan lukke dem, siger han.

- Men der er så meget at lære. Og det er vildt komplekst. Kan jeg bare huske fem procent af det, jeg lærer her, vil jeg være glad, siger Dan storsmilende.

Og det vil de sikkert også på Dans praktiksted. Det var nemlig Grundfos, der gav ham tippet og tilbød ham at deltage.

Dan Danielsen er netop færdiguddannet it-supporter og vil nu videreuddanne sig inden for infrastruktur. Ambitionerne fejler intet, og som elev hos Grundfos har han gode muligheder for at komme rundt i forskellige afdelinger.

Fortæl om fejl

Midt i ugen havde eleverne besøg af to medarbejdere fra firmaet Conscia, som er eksperter i at bygge sikre infrastrukturer. Her fik eleverne indsigt i, hvor komplekst det er at drive et sikkert it-system i en virksomhed – og hvor essentielt det er hele tiden at teste sine systemer for svagheder. En af pointerne, eleverne fik med hjem, var et ændret syn på det at fejle; - at det skal være i orden at fortælle om fejl, så andre kan lære af dem. Kun på den måde kan man blive bedre til at holde hackere og såkaldt 'ransomware' ude.