20. september · 2021
Det er et ekstra pift til undervisningen, når man som elev kan få lov til at hjælpe med at løse konkrete og eksisterende problemstillinger, mener en flok HTX-elever fra 2.G på Midtbyens Gymnasium. De har netop givet deres bud på at løse en række udfordringer, der knytter sig til muslingefarme i Limfjorden.
Det er ikke muslingefarmene i sig selv, der er problemet. Tværtimod er muslinger en spise elsket af mange, og så er de ovenikøbet noget af det mest klimavenlige protein, man kan sætte tænderne i. Det er derimod muslingefarmenes udseende og udformning, der de seneste år er noget af det, der blandt andet har skabt udfordringer for muslingefarmene.
Muslingerne sidder på farmene i store net, der hænger ned fra plasticrør, og kritikken lyder blandt andet, at plasticrørene i vandoverfladen er alt for dominerende i naturen. Elevernes opgave var derfor at komme med løsningsforslag til. hvordan man sikrer, at plasticrørene forbliver under vandoverfladen – uanset om der er høj- eller lavvande, vinter eller sommer, eller om nettene er fyldte eller ej.
-Det med at arbejde med reelle problemstillinger er noget, vi virkelig gerne vil, fortæller en af tre undervisere i faget teknologi, lektor Mona Simoni Havemose.
- Det giver eleverne et indblik i virkeligheden, og det er rigtig sundt for eleverne at se, at de virkelig kan bidrage, og at udviklingsarbejde kræver tålmodighed, tilføjer Ulla Strøm, der arbejder med skole/virksomhedssamarbejde i Naturvidenskabernes Hus, og har formidlet kontakten mellem Midtbyens Gymnasium på den ene side og Hedeselskabet på den anden.
Vanvittig kreativitet
Eleverne har arbejdet med problemstillingen i godt fire uger, og senest blev resultaterne præsenteret for repræsentanter fra Hedeselskabet ved et arrangement på Midtbyens Gymnasium. Arbejdet har resulteret i 19 bud på løsninger, der spænder vidt både udførelses- og teknologimæssigt:
-De 19 løsninger er alle gode, og de afspejler en vanvittig kreativitet hos eleverne, siger Christian Bogh, kommunikationsdirektør i Hedeselskabet.
Hedeselskabet opdrætter og høster flere tusinde tons muslinger årligt i Limfjorden gennem datterselskabet Blå Biomasse A/S og ser store miljømæssige perspektiver i opdrættet. Således ønsker man også at løse udfordringen med farmenes udformning, og det er langt fra lykkedes endnu. Men besøget på Midtbyens Gymnasium har givet nye perspektiver, fortæller Klaus Astrup Nielsen, der er innovationsdirektør i Hedeselskabet og samtidig bestyrelsesformand i Blå Biomasse A/S.
-Der var løsninger, vi ikke havde set før og tænkt på, men der er stadig meget udviklingsarbejde, der skal gøres før vi har en hel løsning. Men vi har fået idéer og det var det, der var meningen – foruden det at give eleverne en god oplevelse i forhold til at løse et reelt problem, siger Klaus Astrup Nielsen.
En ekstra motivation
Blandt de fire bedste løsninger blev Emma Jørgensen, Joanna Khalbash, Julie Pilgaard og Tanja Jensens løsning valgt af Hedeselskabet som den bedste. De grundlæggende tanker i deres idé er, at en kompressor – gerne drevet af sol- eller vindenergi – via det rette lufttryk i en slange skal sikre, at såvel rør som muslingenet forbliver under vandoverfladen.
-Det har virkelig været fedt at arbejde med et aktuelt problem fra det virkelige liv. Der er også det med, at man skal fremvise det til folk, der arbejder med problemet hver dag. Det giver lige sådan lidt ekstra motivation, fortæller Julie Pilgaard fra gruppen, hvor de er enige om, at den seneste måneds arbejde har ændret deres syn på muslinger, miljø og bæredygtighed:
- Det er helt klart et emne, man vil lægge mere mærke til, fordi vi har arbejdet med det. Det er blevet mere nærværende for os, og det bliver spændende for os at følge med i, hvordan det kommer til at gå, siger Emma Jørgensen.
-Ja, tænk hvis man hører om, at problemet er løst, og det er nogle af vores idéer, der er brugt, tilføjer Julie Pilgaard.