29. september · 2021

25 af landets dygtigste lærlinge er netop blevet tildelt ML-Prisen, der er en hæder til lærlinge i metalindustrien. Seks af lærlingene kommer fra Mercantec.

Seks lærlinge fra Mercantec har nu helt konkrete beviser på, at de er blandt de dygtigste af deres slags i landet. De seks lærlinge var blandt prismodtagerne, da Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) blev uddelt ved et arrangement i Dronningesalen i Den Sorte Diamant København i fredags.

Fra Mercantec drejer det sig om automatikteknikerne Jimmi Olesen, der har været i lære på Grundfos, Thomas Kristensen med læreplads hos DSB og Bjarke Lauge de Neergaard, der stod i lære på B&O. Også IT-supporter Mikkel Bøch Andersen, der nu læser videre til datatekniker på Mercantec, og var i lære hos Danish Crown i Randers var blandt modtagerne, ligesom industriteknikerne Niclas Bruun, Hydra Comp i Skive og Rasmus Asferg, DSB Vedligehold A/S i Aarhus. Sidstnævnte har i øvrigt også modtaget medalje fra Dansk Industri.

Værd at hylde
Hele seks af 25 prismodtagere er uddannede fra Mercantec, og hos uddannelseschef for Teknologi og Energi, John Hansen, er smilet bredt:

-Vi er fuldstændig eksalterede. At få seks elever gennem nåleøjet vidner om højt niveau og et kæmpestort engagement fra både elever, undervisere og ikke mindst de virksomheder, hvor de har stået i lære. Det er virkelig værd at hylde de unge mennesker, siger han.

John Hansen roser samtidig prisuddelingen i sig selv for at sætte fokus på dygtige lærlinge og deres mange kompetencer:

- Der har været hundredvis af indstillede lærlinge til prisen, og man skal tænke på, at de alle sammen har gjort det supergodt. Man kan godt have en stolthed på de unge menneskers vegne over, hvor dygtige og ambitiøse de er og et eller andet sted, er det sådan noget, der godt kunne give mig håb om, at flere unge vil vælge en erhvervsuddannelse, siger John Hansen.

Sådan ser ægte kompetencer ud
Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for de tidligere Mercantec-elever og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Lærlingen skal indstilles af såvel praktikvirksomheden og erhvervsskolen, og så skal uddannelsen være bestået med topkarakteren 12 til svendeprøven. Lærlingene blev da også rost fra flere sider for deres ildhu og kompetencer:

-Der bliver snakket særlig meget om al den kvalificerede arbejdskraft, vi mangler. Om hvor vigtige de faglærte er for den grønne omstilling. Begge dele er rigtigt, og begge dele er bekymrende. Men jeg vil sige, at jeg bliver heldigvis mindre bekymret, når jeg ser jer. For når man ser på jer, ser man, hvordan ægte kompetencer ser ud. Hvordan kvalifikationer og ihærdighed ser ud, og hvordan dygtige faglærte ser ud. For det er I, sagde Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg til prisoverrækkelsen.

Se billeder fra ML-Prisen

Faktaboks

Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til 25 nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.

Fælles for prismodtagerne er såvel topkarakterer i det faglige og at de er vellidte blandt kolleger og kammerater.