Herunder kan du læse om alle de fag, som du vil møde på dine tre år på HHX.
Obligatoriske fag
-
Afsætning B
-
I faget afsætning B, der er obligatorisk på HHX, lærer du at identificere, formulere og behandle de grundlæggende udfordringer i en virksomheds afsætning, og du får undervisning i at anvende simple afsætningsøkonomiske modeller.
Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du får en forståelse for, hvilke forhold der har betydning for en virksomheds afsætning, og du lærer at indsamle, bearbejde og præsentere informationer om en virksomheds grundlæggende markedsforhold. Herudfra lærer du at udarbejde et elementært afsætningsøkonomisk ræsonnement. Det kan fx være en karakteristik af markedet inden for en bestemt branche.
Du får undervisning i emner som fx:
- Makroforhold, der handler om omverdensforhold
- Internationalisering, hvor du lærer om virksomhedens interne forhold i relation til udvælgelse af marked
- Interne forhold og strategi i en virksomhed
- Efterspørgselsforhold, som blandt andet giver dig en viden om markedets størrelse, målgruppevalg og købsadfærd på markedet
- Udbudsforhold, som handler om markedsafgrænsning og konkurrencesituationen
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen veksler mellem selvstændigt arbejde og gruppe- og klasseundervisning. En del af undervisningen tager udgangspunkt i autentiske cases og foregår i tæt samarbejde med virksomheder. Du vil komme på virksomhedsbesøg, og klassen vil få besøg af gæstelærere.
IT indgår i undervisningen i form af internet og tekst- og præsentationsprogrammer.
-
Dansk A
-
I faget dansk på A-niveau får du indsigt i sprogets opbygning, brug og funktion, og du lærer at udtrykke dig mundtligt og skriftligt, så det er formelt korrekt, personligt, nuanceret og argumenterende.
Du lærer blandt andet at anvende forskellige mundtlige og skriftlige genrer som fx oplæsning, referat, redegørelse, karakteristik, diskussion og debatoplæg. Du vil selvstændigt kunne udføre analyse og fortolkning af forskellige litterære tekster, både mundtligt og skriftligt.
Teksterne bliver du i stand til at perspektivere og vurdere ud fra viden om blandt andet historie, kultur, samfund og psykologi. Du får viden om både danske og internationale hovedstrømninger inden for litteratur og medier i forskellige litterære perioder som fx romatikken eller modernismen.
Du får blandt andet undervisning inden for følgende områder:
- Mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, blandt andet retorik og argumentation
- Forskellige litterære genrer som fx folkeviser, journalistik, billeder, film og kommerciel kommunikation
- Nordiske tekster i dansk oversættelse
- Danske tekster fra centrale perioder i de sidste 400 år
- Mindst en tekst af hver af udvalgte forfattere fra Ludvig Holberg til Klaus Rifbjerg
Undervisningen veksler mellem klassediskussioner, gruppevise eller individuelle fremlæggelser, mindre skrivøvelser samt større skriveopgaver inden for tekstanalyse, essay og formidling.
I dansk på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
På 2. år eller i begyndelsen af 3. år skal du udarbejde en opgave i dansk og/eller samtidshistorie.
IT er et redskab i undervisningen og indgår i forbindelse med informationssøgning, kommunikation, tekstanalyse og tekstproduktion.
-
Engelsk A
-
I faget engelsk på A-niveau vil du opnå evne til at forstå og anvende det engelske sprog, og du vil kunne deltage aktivt i internationale og globale sammenhænge både personligt og erhvervsmæssigt.
Du lærer at:
- Få et bredt og fagligt ordforråd samt en viden om det engelske sprogs opbygning og grammatik
- Benytte relevante tekstanalysemetoder til at fortolke og perspektivere tekster
- Læse faglige tekster, nyhedstekster og elektronisk baseret materiale, der behandler emner inden for marketing, international økonomi, kultur og samfundsforhold
- Læse tekster af væsentlige engelsksprogede forfattere inden for de litterære hovedgenrer
- Få viden om historiske, kulturelle, samfundsmæssige og erhvervsrelaterede forhold i Storbritannien og USA
- Formulere forskellige teksttyper skriftligt som fx oversættelser, resumeer samt interne og eksterne forretningsmeddelelser i relation til forskellige problemstillinger og emner
Undervisningen foregår hovedsageligt på engelsk og organiseres som emner eller projekter. Undervisningen omfatter både mundtligt og skriftligt arbejde med formidling og selvstændig bearbejdelse af problemstillinger.
I engelsk på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
Elektroniske medier anvendes også, og IT anvendes som et redskab til informationssøgning og ved udvikling og afprøvning af sproglige færdigheder.
-
Erhvervsjura C
-
I erhvervsjura på C-niveau lærer du at identificere juridiske problemstillinger gennem en forståelse af de juridiske grundprincipper, særligt i relation til erhvervsvirksomheder, og du bliver i stand til at inddrage juridiske metoder i forbindelse med forebyggelse og løsning af retlige konflikter.
Du lærer at:
- Forstå det demokratiske medborgerskab
- Forstå juridiske grundprincipper og terminologi
- Foretage en kritisk og prioriteret juridisk informationssøgning
- Foretage et juridisk informationssøgning
- Foretage juridiske ræsonnementer i samspil med andre fag
- Udtrykke sig hensigtsmæssigt
- Anvende retskilder
Undervisningen veksler mellem forskellige arbejdsformer og omfatter både mundtligt og skriftligt arbejde omkring afgrænsede juridiske problemstillinger.
-
Historie B
-
I faget historie på B-niveau vil du opnå viden om den nationale, europæiske og globale udvikling inden for de seneste 500 år. Du får indsigt i grundlæggende styreformer, politiske ideologier og menneskerettigheder samt kendskab til hovedlinjerne i danmarks- og verdenshistorien.
Ud fra bred viden om Danmarkshistorien og verdenshistorien lærer du at forklare samfundsmæssige forandringer og analysere samspillet mellem mennesker, natur og samfund. Du lærer at bruge historisk metode, herunder at forholde dig kritisk til historiske kilder og fremstillinger.
Du får undervisning inden for emner som fx den politiske og økonomiske udvikling i Europa efter 1945, udviklingen af demokrati og menneskerettigheder samt kultur og levevilkår i både Danmark og andre steder i verden.
Undervisningen veksler mellem forskellige arbejdsformer. I forbindelse med et af forløbene arbejder du med en problemformulering og et materiale, du selv har valgt. Du skal også skrive en opgave i historie og/eller dansk.
IT indgår i undervisningen i forbindelse med søgning, indsamling og præsentation af materiale samt ved opøvelse i at opnå kildekritiske færdigheder.
-
Informatik C
-
Formålet med undervisningen i informatik er at du lærer at forholde dig til den enkeltes, uddannelsens og samfundets brug af IT igennem teoretisk indsigt i og praktisk arbejde med at skabe forskellige former for it-systemer.
Du kommer blandt andet til at beskæftige dig med emner som:
- Konstruktion af it-system som løsning til en problemstilling
- It-systemers og menneskelig aktivitets gensidige påvirkning
- It-sikkerhed, netværk og arkitektur
- Repræsentation og manipulation af data
- Programmering
- Interaktionsdesign
- Innovation
Undervisningen tager i høj grad udgangspunkt i projekter, som foregår både i grupper og individuelt. Der vil indgå en del samarbejde med eksterne parter. Du kommer løbende til at dokumentere dit arbejde i en logbog. Dokumentationen i logbogen kan have form af fx it-systemer, noter, synopser, journaler, programbeskrivelser og rapporter. -
International Økonomi B
-
I faget International Økonomi på B-niveau vil du opnå kendskab til og forståelse for den samfundsøkonomiske udvikling set i et nationalt, et europæisk og et globalt perspektiv.
Du får blandt andet undervisning i emner som:
- Virksomheders og husholdningers beslutninger på markedet
- Arbejdsmarkedet
- Økonomiske delsektorer og samspillet mellem dem
- Makroøkonomiske nøgletal
- Vækst og konjunkturer
- Økonomisk politik og økonomiske skoler: ubalancer, afvejninger og effekter
- Velfærdsmodeller
- Globalisering: handel, arbejdsdeling og ulighed
- Økonomisk samarbejde i EU
- Kvalitative og kvantitative metoder
Undervisningen veksler mellem selvstændigt arbejde, gruppeundervisning og klasseundervisning.
IT indgår som redskab i undervisningen, blandt andet til informationssøgning.
-
Matematik B
-
I faget matematik på B-niveau vil du lære at håndtere formler og bruge symbolholdigt sprog til at løse problemer med matematisk indhold. Undervisningen giver dig kendskab til matematiske ræsonnementer og beviser samt matematisk teori og metode.
Du lærer at bruge relevante matematiske hjælpemidler, herunder CAS-værktøj og matematikprogrammer, til løsning af givne matematiske problemer.
Du lærer også at oversætte mellem matematisk symbolsprog og dagligt talt sprog samt at formidle matematiske metoder og resultater i et hensigtsmæssigt sprog.
Du får blandt andet undervisning inden for emner som:
- Grundlæggende regnefærdigheder: Fx procentregning og indekstal, overslagsregning, regningsarternes hierarki og reduktion
- Funktionsbegrebet: Fx repræsentationsformer, definitions- og værdimængde, nulpunkter og fortegnsvariation
- Funktionskendskab: Fx lineære funktioner, herunder stykkevist lineære funktioner, eksponentielle funktioner
- Ligningsløsning
- Grundlæggende differentialregning: Fx polynomier, sammenhæng mellem differentialkvotient monotoniforhold og ekstrema
- Optimering af lineære funktioner i to variabler
Undervisningen veksler mellem lærerstyret undervisning, individuelt arbejde samt gruppe-, emne- og casearbejde. I tilknytning til hvert hovedemne skal du desuden lave emneopgaver, der sammenfatter de centrale dele af emnet.
IT indgår som redskab i undervisningen i form af lommeregner samt it-programmer til beregninger, håndtering af større datamængder og til grafisk repræsentation af sammenhænge.
-
Samfundsfag C
-
I faget samfundsfag på C-niveau vil du opnå en viden om det moderne, globaliserede samfund i et sociologisk, økonomisk og politisk perspektiv.
Ud fra en viden om sociologi, økonomi og politik, lærer du at forstå og redegøre for aktuelle samfundsmæssige problemer og løsninger. Du vil også kunne diskutere aktuelle samfundsøkonomiske prioriteringer og forklare sociale og kulturelle mønstre.
Du får undervisning i fagområder som fx socialisationsproces - og mønstre, det økonomiske kredsløb, centrale aktører globalt (herunder EU), politiske institutioner og beslutningsprocesser samt centrale politiske ideologier, som fx konservatisme, liberalisme, socialisme og demokratityper.
Undervisningen veksler mellem forskellige arbejdsformer, både mundtlige og skriftlige. Du skal, i løbet af den tid du har faget, gennemføre mindst et mindre projektforløb. I projektet skal du behandle en faglig problemstilling ved brug af begreber og metoder fra faget.
IT indgår som redskab i undervisningen i forbindelse med informationssøgning, bearbejdning og formidling samt vidensdeling.
-
Spansk A eller Tysk B
-
I faget spansk på A-niveau lærer du at forstå hovedindholdet i et tydeligt talt spansk om kendte emner. Du lærer også at læse spansksprogede tekster inden for skønlitteratur, sagprosa og erhvervsrelaterede tekster.
Til den sproglige træning hører at skrive et enkelt og sammenhængende spansk og skriftligt at oversætte tekster af erhvervsrelateret karakter fra dansk til spansk. Du vil i den sammenhæng lære om det spanske sprogs grammatik, stavemåde og tegnsætning, ligesom du vil opnå et alment og et specifikt ordforråd.
Sammen med indlæring af det spanske sprog får du kendskab til det spansksprogede samfund og deres kulturer og samfundsforhold. Det gælder fortrinvis forhold i Spanien og Amerika.
Undervisningen veksler mellem forskellige arbejdsformer. Du får træning i at lytte, samtale, læse og skrive på spansk gennem blandt andet sproglige og kommunikative øvelser og elevoplæg.
Du arbejder med forskellige emner inden for spansk kultur og spanske samfunds- og erhvervsmæssige forhold i Spanien og Amerika.I spansk på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
IT og elektroniske medier indgår som redskab i undervisningen i forbindelse med blandt andet informationssøgning og i form af skrive- og præsentationsværktøjer samt interaktive øvelser og træningsprogrammer.
I tysk fortsættersprog på B-niveau lærer du at forstå og deltage i en samtale på tysk standardsprog.
Du lærer også at skrive sproget og læse nyere, lettere, tysksprogede tekster.Du vil blandt andet få undervisning i emner som:
- Hovedtræk i den kulturelle, politiske og samfundsmæssige udvikling i Tyskland efter 1945
- Aktuelle kultur-, samfunds- og erhvervsforhold i tysksprogede lande med hovedvægten på Tyskland
- Tekst- og casemateriale om tyske virksomheder
- Virksomhedens eksterne kommunikation med særlig vægt på grundlæggende erhvervsrelateret terminologi og fraseologi
- Tysksprogede fiktive og ikke-fiktive multimodale teksttyper og -genrer, som kan give eleverne en kunstnerisk oplevelse og en varieret og nuanceret indsigt i kulturelle, historiske, samfundsmæssige og erhvervsmæssige forhold i tysksprogede lande med hovedvægten på Tyskland
- Kulturelle og samfundsmæssige forhold med fokus på ligheder og forskelle mellem tyske og andre kultur- og samfundsforhold
Undervisningen veksler mellem forskellige mundtlige og skriftlige arbejdsformer. Du deltager i større og mindre faglige og tværfaglige projekter i forbindelse med forskellige temaforløb, og du skal udarbejde et antal skriftlige opgaver.
IT og elektroniske medier bruges som redskab i undervisningen.
-
Virksomhedsøkonomi B
-
I faget virksomhedsøkonomi på B-niveau lærer du at klarlægge og behandle de grundlæggende økonomiske udfordringer, der knytter sig til en virksomheds bæredygtighed, og at se på hvilke forhold der har betydning for en virksomheds økonomi.
Du lærer fx også at bruge bruge simple virksomhedsøkonomiske modeller og at forklare modellernes egenskaber.
I løbet af undervisningen indsamler du informationer om en virksomheds grundlæggende økonomiske forhold og vurderer deres troværdighed. Du lærer også at fortolke og formidle fundamentale virksomhedsøkonomiske forhold og at bruge relevante matematiske redskaber og IT-værktøjer.
Du får undervisning inden for følgende emner:
- Virksomheden og dens økonomi, fx opstart af virksomhed
- Rapportering, fx udarbejdelse og præsentation af årsregnskabet
- Virksomhedsanalyse, fx analyse af virksomhedens CSR indsats
Undervisningen veksler mellem forskellige skriftlige og mundtlige arbejdsformer. Den indeholder bl.a. arbejde med øvelser ud fra afgrænsede virksomhedsøkonomiske problemer, arbejde med cases samt et projektforløb.
IT, elektroniske kommunikationsplatforme og internet indgår som fagligt og pædagogisk værktøj.
Valgfag
-
Finansiering
-
I faget finansiering får du en stor viden om finansielle teorier og lærer at bruge dem til at identificere og arbejde med finansielle problemstillinger.
Du får blandt andet undervisning i følgende emner:
- Finansielle markeder
- Centralbankerne
- Realkreditinstitutionerne og deres produkter
- Pengeinsitutionerne og deres produkter
- Fondsbørser og deres produkter
- Investeringsportefølje
- Startup virksomhedens finasieringsbehov
Undervisningen er tilrettelagt med øvelser ud fra konkrete og afgrænsede finansielle problemstillinger, så du får træning i at arbejde med finansielle modeller. Du vil skulle deltage i gruppearbejde, projektarbejde og selvstændig opgaveudførelse.
IT indgår som et fagligt værktøj, blandt andet i forbindelse med case-arbejde.
-
Idræt
-
Gennem fysisk aktivitet, træning af idrætslige færdigheder og undervisning i teori får du indsigt i den fysiske aktivitets betydning for sundheden og forståelse for idrættens kulturelle værdier.
I idræt kommer du blandt andet til at beskæftige dig med:
- Aktiviteter, der fremmer den fysiske kapacitet
- Forskellige typer idrætsdiscipliner og -aktiviteter, der lærer dig kropsbeherskelse og boldbeherskelse
- Grundlæggende principper for træning
- Grundlæggende begreber om træning, livsstil og idrætsvaner inden for natur- og sundhedsvidenskab samt humaniora og samfundsvidenskab
- Idrætsformer, der fokuserer på samarbejde og etik og fremmer selvværd
- Relevante videnskabelige metoder
-
Mediefag
-
I mediefag får du viden om dramaturgiske principper og fortælleforhold i forbindelse med film og tv-produktioner og lærer om centrale genrer og programtyper.
Du lærer selvstændigt og kreativt at bruge optage- og redigeringsudstyr og at lave en medieproduktion sammen med andre - herunder at udarbejde synopsis, manuskript og storyboard.
Du får viden om grundlæggende træk ved filmens og tv-mediets historie og om produktionsforhold på film og tv - nationalt og internationalt, og du arbejder både teorietisk og praktisk med faget.Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:
- Filmiske virkemidler
- Forskellige dramaturgiske modeller og fortælleforhold
- Karakteristika ved fakta, fiktion samt blandinger mellem disse former
- Centrale genrer, medier, medieplatforme og deres tværmediale samspil
- Film-, tv- og mediehistoriske hovedlinjer
- Medie- og kommunikationsteori
- Produktionstilrettelæggelse
- Optageprincipper og optageteknik
- Redigeringsprincipper og redigeringsteknik
- Medieetik og basal ophavsret
Arbejdsformer
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning og projektarbejde i grupper. Faget slutter med en medieproduktion. -
Markedskommunikation
-
I faget markedskommunikation på C-niveau får du indblik i en virksomheds kommunikationsforhold set i relation til den overordnede strategi. Du lærer om, hvordan man udformer et budskab ud fra det, man gerne vil opnå, og prøver at lave forslag til virksomhedskampagner.
Du lærer også at udforme og analysere medieplaner og får indsigt i, hvordan man kan anvende effektmålinger.
Du får blandt andet undervisning inden for følgende emner:
- Kommunikationsteori og lovgivning
- Kommunikationsanalyse
- Kommunikationsplanlægning
Undervisningen er tilrettelagt med varierede arbejdsformer, blandt andet øvelser ud fra konkrete kampagner og casebaseret undervisning. I løbet af undervisningen er der mindst ét sammenhængende forløb, hvor der typisk inddrages en virksomhed.
IT indgår i undervisningen i forbindelse med informationssøgning og som generelt arbejdsredskab.
-
Psykologi
-
I psykologi lærer du at analysere og reflektere over psykologiske forhold af både faglig og almen karakter.
Du lærer om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig universelt og under givne livsomstændigheder. Du får kendskab til fagets hovedområder, primært i forhold til det normalt fungerende menneske. Du får blandt andet viden om menneskets udvikling, herunder betydningen af arv, miljø og kultur samt psykologiske og sociale forholds betydning for læring og motivation.
Du kommer blandt andet til at beskæftige dig med emner som:
- Socialpsykologi
- Udviklingspsykologi
- Kognition og læring
- Personlighed og identitet
Forskel på B- og C-niveau
Indholdsmæssigt beskæftiger du dig med flere af de samme emner på C-niveau, som du gør på B-niveau. På C-niveauet foregår undervisningen dog på et mere grundlæggende niveau, mens du på B-niveau går mere i dybden med emnerne. Du har desuden også en del flere undervisningstimer på B-niveau end på C-niveau.Arbejdsformer
Undervisningen er organiseret i temaer, og arbejdsformerne veksler mellem lærerstyret undervisning og selvstændigt arbejde. Du kommer til at gennemføre flere projektforløb og mindst et større produktorienteret projektarbejde, hvor du selvstændigt fordyber dig i en faglig problemstilling og laver mindre feltundersøgelser. -
Musik C
-
I faget musik skal du arbejde med musik!
Du skal lære at forholde dig til musikken fra forskellige vinkler. Du skal lære at identificere musikalske parametre og deres betydning for musikken, udpege stilistiske træk og deres sammenhæng med forskellige musikhistoriske perioder og du skal lære at forstå musikken både ved at lytte og ved at tage et blik på den noterede musik.
Derudover skal du bruge dine færdigheder praktisk, hvor du bl.a. skal:
- synge enstemmige og flerstemmige sange
- arbejde med grundlæggende stemmedannelse
- bruge tid på at fordybe dig i et eller flere instrumenter
- lære at indstudere et musikalsk arrangement i samarbejde med andre elever
Arbejdsformer
I musik veksler arbejdsformerne meget, idet vi både skal arbejde selvstændigt i par, i grupper i forbindelse med sammenspil og alle fælles i forbindelse med korsatser. Faget afsluttes med at arbejde med et særligt studeret område og et indstuderet sammenspilsnummer, som skal fremføres for et publikum.
Har du ikke afsætning A, virksomhedsøkonomi A, international økonomi A, Matematik A eller erhvervsjura B som studieretningsfag, kan du også vælge at løfte dit niveau på et eller flere af disse fag. Du har også mulighed for at løfte samfundsfag C, erhvervsjura C og informatik C til B-niveau samt tysk B til tysk A.