23. oktober · 2020
Mercantec har i denne uge fejret adskillige prismodtagere på meget alternativ facon. Eksempelvis Årets læreplads 2020
Denne tid ville under normale omstændigheder betyde mange store festlige begivenheder på Mercantec, men på grund af corona-restriktionerne har Mercantec været nødt til at tage alternative metoder i brug.
I løbet af ugen har Mercantec fejret, at fire af skolens tidligere elever er blevet tildelt Metalindustriens Lærlingepris. En yderst attraktiv pris der tildeles de dygtigste elever fra en årgang.
Der var i år indstillet hele 300 elever fra metalindustriens uddannelser til prisen. 25 blev udvalgt – heriblandt fire af Mercantecs elever. Under normale omstændigheder ville de fire elever været blevet fejret i Den Sorte Diamant i København med pomp og pragt og med deltagelse af erhvervsministeren, industrien, virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne og prismodtagernes familiemedlemmer.
Kantine eller Den Sorte Diamant
På grund af omstændighederne måtte Mercantec fejre eleverne ved små intime arrangementer i stedet.
- Det er naturligvis ikke det samme som at stå i Den Sorte Diamant, men det ændrer naturligvis ikke på, at vi er vildt stolte over, at hele fire ud af 25 elever er uddannet fra Mercantec. Det er fantastisk flot, lyder det fra uddannelseschefen for Teknologisk Videncenter John Hansen.
Årets læreplads
Fredag eftermiddag skulle den ærefulde Årets læreplads uddeles.
Mercantecs mange elever står bag indstillingerne, og normalt ville kantinen på H.C. Andersens Vej være fyldt. I år blev begivenheden streamet live på Facebook og afholdt over Teams og blomster og gaver overrakt virtuelt – i hvert fald indtil de kommer med posten.
- Tusind tak for prisen. Vi er meget glade for, at I holder fast i traditionen. Det er en stor anerkendelse, lød det eksempelvis fra Grundfos, der fik tredjepladsen.
Mercantecs direktør, Kirsten Holmgaard, stod bag prisoverrækkelserne. Hun er ikke i tvivl om, hvad det betyder at fastholde priser og fejringer – trods de nye vilkår.
- Vi ville ikke kunne bære at aflyse arrangementet og dermed ikke hylde vores fantastisk dygtige elever og vores mange samarbejdspartnere. Det er ikke, som det plejer i år, men det er der jo næsten intet, der er. Og sikkerheden er naturligvis vigtigst, siger Kirsten Holmgaard.
Andenpladsen gik til Poul Tarp i Randers, og førstepladsen tilfaldt Snoghøjs Tæpper & Gulvmontering i Fredericia. Gaver og blomster bliver sendt med posten.