25. september · 2020
Midtbyens Gymnasium vinder Arkitekturens pris 2020.
Borgmester Ulrik Wilbek, der er formand for komitéen bag uddelingen af Arkitekturens Pris i Viborg Kommune, stod for præmieringen, der fandt sted den 25. september ved et arrangement på Midtbyens Gymnasium.
Der blev overrakt priser til arkitekterne og bygherrerne bag projekterne, og der blev afsløret en bronzeplakette ved indgangen til Midtbyens Gymnasium, der markerer præmieringen.
Komitéens udvælgelse af prisen er sket på baggrund af en række vidt forskellige forslag, der er indsendt af kommunens borgere.
Komitéens begrundelse for valget af Midtbyens Gymnasium og Hærvejsbroen:
Med Midtbyens Gymnasium og Hærvejsbroen er der etableret en naturlig sammenhæng og en interessant forbindelse mellem den eksisterende bymidte og den nye bydel (Viborg Baneby), der er under opførelse.
Midtbyens Gymnasium har et indbydende urbant udtryk, der både taler til de unge, som skal bruge bygningen, men som samtidig skaber en stemning af imødekommenhed og hjemlighed. Det understreges bl.a. ved ankomstarealet, hvor man fra broen bydes velkommen af åbne facader med glaspartier og med kig ind til det store auditorium. Lidt længere inde i bygningen møder man et atrium med kig til alle etager, hvor man får en god fornemmelse af det liv, der udspiller sig i bygningen.
Udover sit imødekommende design tilbyder bygningen velfungerende og meget forskelligartede opholdsmuligheder, der resulterer i attraktive rammer, når bygningens brugere samles uden for undervisningslokalerne. Her er både hyggelige grønne oaser på udendørs terrasser, basketballbane på taget, der giver Viborg by en helt ny urban dimension, en ”skolegård” i form af den nye Hærvejsplads og en række indendørs opholdsmuligheder med alt fra bordfodbold til områder til fordybelse.
Hærvejsbroen er ikke kun er en forbindelse, men samtidig et nyt og indbydende byrum med beplantning og siddemuligheder. En bro, der giver folk lyst til at tage den nye rute fra den eksisterende bymidte til den nye bydel og omvendt, da der opstår en række interessante oplevelser undervejs.
Samlet set giver projektet Viborg et helt nyt ansigt udadtil. En moderne, indbydende og urban byport, når man ankommer som rejsende med tog til byen, eller når man som gående/cyklist er på vej mod midtbyen.
Det er 33 år siden, at Viborg Kommune nedsatte Komitéen, der står for uddeling af Arkitekturens Pris for derved at sætte fokus på kvalitet og god arkitektur i Kommunen.
Komitéens medlemmer består af:
Ulrik Wilbek, Borgmester
Mads Panny, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Johannes F. Vesterby, Formand for Teknisk Udvalg
Hans Jørn Laursen, Direktør for Teknik & Miljø
Anders Strange, Akademisk Arkitektforening
Ricco Bødker Andersen, Arkitekt ved Viborg Kommune og sekretær for komitéen
Midtbyens Gymnasium og Hærvejsbroen i Viborg
Bygherre: Mercantec og Viborg Kommune
Arkitekt: Cubo Arkitekter og LYTT Architecture