23. november · 2020
For fem år siden anede Annelie Hersley ikke, hvad en industritekniker laver. I dag er hun uddannet fra DSB Aarhus og Mercantec i Viborg og har netop modtaget to talentpriser.
Metalindustrien nærmest skriger på faglært arbejdskraft, og opmærksomheden på faglært arbejdskraft skærpes, når 300 talenter indstilles til den såkaldte ML-pris – Metalindustriens Lærlingepris. For at kvalificere sig til prisen skal eleven blandt andet have fået 12 til svendeprøven og indstilles af både virksomhed og skole. Hvert år hædres 25 nyuddannede metal-talenter ved en særlig happening i Den Sorte Diamant.
29-årige Annelie Hersley, der er uddannet industritekniker fra Mercantec, som har hovedsæde i Viborg, anede ikke at uddannelsen eksisterede, da hun gik i folkeskole og på gymnasiet.
En kombination af hendes høje faglighed som industritekniker og hendes vindende personlighed sikrede hende både ML Prisen samt Dansk Industri Østjyllands Medaljepris:
Annelie Hersley er svensker, men har ingen aktuelle planer om at flytte tilbage til sit hjemland. I dag er hun ansat på DSB Aarhus og efter fem år i Aarhus, føler hun sig næsten som fuldblods århusianer, og elsker alt, hvad byen kan tilbyde.
Læs her, hvad den nyuddannede industritekniker tænker om sit fag og mulighederne for at tiltrække mere faglært arbejdskraft til Metalindustrien.
1: Hvorfor valgte du at blive industritekniker?
Da jeg skulle vælge uddannelse, tog jeg tre tests på nettet. De viste alle tre, at jeg burde uddanne mig til industritekniker. Det var ret sjovt, for jeg vidste faktisk intet om uddannelsen på forhånd. Men på grund af testresultaterne, søgte jeg ind, og kunne med det samme mærke, at jeg var kommet hjem. Det var lige mig. Jeg valgte at tage hovedforløbet på Mercantec, fordi skolen kunne give mig det højeste niveau.
2: Hvorfor skal andre vælge at gå samme vej?
Hvis man er optaget af design og kvalitet, har logisk sans, interesserer sig for matematik, og er god til at arbejde præcist og selvstændigt, er industritekniker en rigtig god vej. Mange, måske i sær kvinder, går uden om faget. Det er en skam, for det behøver ikke være et ”mandefag”. Der er ingen tunge løft, og indholdet i uddannelsen appellerer lige meget til kvinder som til mænd.
3: Hvad er de tre bedste ting ved faget?
Det er udviklende, og der er super gode jobmuligheder bagefter.
Når jeg starter op, har jeg et stykke kedeligt gråt metal. Men når jeg er færdig, har det en helt ny form, og det er blevet til et produkt, som kan bruges. Det er vildt tilfredsstillende. At der hele tiden sker nye ting og kommer nye maskiner, man skal lære at betjene. Og så er der et rigtig godt socialt miljø i faget. Jeg er utrolig glad for mine kollegaer.