17. august · 2020
Verdens bedste job er at skabe trivsel i hverdagen for 200 unge beboere på H.C. Andersen Kollegiet. Det mener Kurt Nymann, der som ung havde forsvoret, at han skulle gå en pædagogisk vej – men som nu fejrer 25 års jubilæum hos Mercantec
Der er stille på H.C. Andersen Kollegiet i Viborg. De lange korridorer med tomandsværelserne ligger mørke hen, mens de cirka 200 beboere, der typisk er unge og i gang med én af Mercantecs mange erhvervsuddannelser, er i skole eller på arbejde på deres læreplads.
Kurt Nymann er ikke officielt stemplet ind endnu. Hans arbejdsdag begynder først, når der er musik og liv på værelserne, boldspil på multibanen, samtaler på gangene og grill, hygge og fællesaktiviteter i hele huset. Kurt Nymann møder klokken 15 om eftermiddagen og afslutter først sin arbejdsdag, når kollegiet igen står tomt næste morgen. Alle ugedage også i weekenden er enten Kurt Nymann eller hans kvindelige kollega til stede på kollegiet. Og det er vigtigt, understreger han.
- Jeg har altid tid til de unge. Altid. Vi kan ikke måle og veje effekten af en trivselsindsats, men vi ved, at vores arbejde gør en forskel, siger han og fortsætter.
- Statistisk set udgør sårbare unge mellem fem og syv procent af en ungdomsårgang. De døjer med angst og depression. De isolerer sig og har svært ved at gennemføre en uddannelse. For langt de fleste beboere her på kollegiet er det hyggeligt og trygt, at der er en voksen til stede døgnet rundt, men for de fem-syv procent, der har store udfordringer i livet er det ufattelig vigtigt. For dem betyder vores arbejde alverden.
Stolt af arbejdsplads
At have trivsel som kerneopgave er mere en livsstil end et simpelt arbejde, gør Kurt Nymann meget hurtigt klart, da vi har sat os i et mødelokale på kollegiet.
Hans øjne lyser, når han fortæller om sit job, og hvordan han på intet tidspunkt i løbet af de 25 år er taget sur eller nedtrykt fra arbejde, og hvordan han hver dag er taknemlig over, at han ved et tilfælde havnede i et fag, hvor hans hverdag består i at gøre en positiv forskel for andre mennesker.
- Vi lever i et samfund, hvor produktet er blevet vigtigere end mennesket. Derfor er jeg utrolig stolt af at have en arbejdsplads, hvor man går en anden vej, og hvor tillid, respekt og nærvær er nøgleord, fastslår han.
Trange kår
Det stod dog ikke ligefrem skrevet i kortene, at Kurt Nymann, der er næsten to meter høj og ligner en mand, der kan løfte en kummefryser i et snuptag, skulle arbejde med pædagogik i det meste af sit voksenliv.
Han voksede op i en toværelses lejlighed i Ringparken i det centrale Viborg. Familiens fire børn delte værelset og havde en skuffe hver til legetøj, mens forældrene sov på en sovesofa i stuen. Familien fik først en smule mere plads, da forældrene købte et lille byhus i Sct. Ibs Gade, som de dog lejede det meste ud af til to andre familier. Hans far, der var reparatør af hårde hvidevarer, var en retskaffen, streng men retfærdig mand, som bestemt ikke dyrkede en pædagogisk opdragelsesmetode.
- Min far var virkelig en autoritet. Hans ord var lov, fortæller Kurt Nymann.
Blev en rod
Skolegangen på Østre Skole har han ikke meget godt at berette om. Lærerne var ondskabsfulde og autoritære og desuden rørende enige om ikke at kunne få øje på nogen som helst kvaliteter ved den langlemmede og fysisk stærke dreng Kurt, der kom fra familien med de yderst beskedne kår.
- Jeg fik simpelthen at vide, at jeg ikke duede til noget som helst. Intet var jeg god til, fortæller han.
Mens lærerne gjorde sig umage med at gøre skoledrengen Kurt til grin og straffe ham med eftersidninger, lussinger og rap over fingrene, gjorde Kurt sig hård. Han samlede en flok loyale drenge omkring sig og gik ikke af vejen for at nedgøre ”de rige børn i klassen”, hvis de førte sig frem i skolegården i spritnyt tøj.
- Tryk avler modtryk. Sådan er det. Jeg blev en rod. Jeg slog ikke nogen eller gav folk buksevand og den slags, men jeg kunne godt blive ondskabsfuld. Jeg undskyldte faktisk over for min klasse, da vi mødtes til klassefest for gamle elever for nogle år siden, men de kunne heldigvis ikke huske, at jeg havde været efter dem, fortæller han.
Mester i boksning
I ottende klasse fik unge Kurt nok. Med sine forældres fulde opbakning forlod han folkeskolen og gik i lære som automekaniker hos autoforhandler Peter Henriksen, der dengang drev en stor, velsmurt Opelforretning på det område, hvor Sct. Mathias Centret ligger i dag.
Han begyndte samtidig til boksetræning på Falkevej. Helten var bokselegenden den amerikanske Joe Frazier, og i boksemiljøet lærte Kurt Nymann hurtigt, hvordan en sandsæk snildt kan fungere som en fornuftig afreageringsplatform.
Han blev jysk mester i sin vægtklasse ”letsværvægt”, men fik aldrig mulighed for at kæmpe for danmarksmesterskabet, fordi ingen af de jævnaldrende boksere matchede store Kurt fra Viborg i størrelsen.
Men selvom boksningen både styrkede fysikken og selvværdet, var læretiden hos Opel en slags forlængelse af skolens ydmygelser. Nederst i hierarkiet blev han som purung lærling hundset rundt med og set ned på. Først da han skiftede arbejdsplads og fik job hos Peugeot på Ærøvej, opdagede han, hvad det ville siges at trives.
- Tonen var 100 procent bedre hos Peugeot. Pludselig fik jeg en flink chef, Per Stoholm Christensen, der lavede sjov med sine ansatte og skabte en god stemning. Per blev faktisk en slags mentor for mig, og det jeg lærte hos Peugeot og af ham, bruger jeg stadig meget af i dag, siger han.
Flymekaniker
Kurt Nymann fik mod på mere. Han, der var vild med motorer og maskiner og havde brugt sine første surt tjente penge på sin drømmeknallert – en Yamaha FS1 med fire gear, til den ufattelige sum af 2450 kroner (indtjent da han som lærling hos Opel tjente otte kroner i timen), fortsatte efter endt uddannelse i militæret og blev så optaget af fly, at han videreuddannede sig til flymekaniker og blev ansat på flyvestationen i Karup.
Da hans chefer efter få år tilbød ham en ”livstidsansættelse” og præsenterede ham for et stykke papir, der sort på hvidt dokumenterede, at hvis begge parter underskrev, kunne Kurt Nymann fortsætte i forsvaret, til han kunne gå på pension som 60-årig og derefter indkassere en velfortjent tjenestemandspension, blev han bange.
- Det løb mig virkelig koldt ned af ryggen. Jeg var midt i 20’erne og kunne slet ikke forestille mig at stemple ind på den samme arbejdsplads resten af mit liv. Jeg havde alt for meget krudt i røven og udlængsel til sådan et scenarie, siger han.
Kærlighed ved første blik
I et par år brugte han sine sparepenge på vilde og eksotiske ferier på egen hånd i junglen i Asien. Da det ikke længere kunne stille hans rastløshed, besluttede Kurt Nymann sig for at sige sit job i Karup op og bosætte sig i Grønland. Han fik job som underviser på autouddannelsen på en teknisk skole i Nuuk og var tilfreds og glad i nogle år, da rejselysten og trangen til eventyr atter begyndte at melde sig.
Kurt Nymann købte en enkeltbillet til Australien og havde fået lovning på et job, da en ung, grønlandsk kvinde få dage inden hans afrejse pludselig vendte op og ned på alle fremtidsplaner.
- Da jeg så min kone første gang, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gøre alt for at få et liv med hende. Jeg kendte hende overhovedet ikke. Jeg vidste det bare, fortæller han.
For nylig fejrede parret sølvbryllup i en af fælleslokalerne på H.C. Andersens Vej. Kollegiet blev ikke alene Kurt Nymanns base – også hans kone, hendes søn og deres fælles datter har tilbragt tusindvis af weekendtimer i den gule murstensbygning.
- Det er også en fantastisk ting ved mit arbejde. Min familie er blevet en del af det. Og det bliver værdsat, siger han.
Fanger-mentalitet
Selvom parret har boet i over 25 år i Danmark, fylder den grønlandske mentalitet meget i hjemmet. Kurt Nymann var flov over sine ydmyge opvækstvilkår som barn, men i voksenlivet har han ikke haft behov for at materialisere sine drømme i mursten. Familien bor i et beskedent hus på 89 kvadratmeter, hvor alle døre står åbne, præcis som i det åbne fællesskab hans kone husker fra sin opvækst i en traditionel grønlandsk fangerfamilie.
- Jeg holder aldrig op med at være imponeret over min kone. Vi andre kan brokke os over alt muligt. Hun accepterer livet, som det er. Præcis som fangerne gør. Livet er, hvad havet og naturen byder os. Jeg har lært utrolig meget både af hende og hendes far, fortæller han.
Hvis de unge beboere på kollegiet eller deres forældre har svært ved at affinde sig med forholdene og brokker sig over de rammer, der er en del af at bo på et kollegium, bliver de grundigt vejledt af Kurt Nymann, der har en helt fast holdning til jeg-dyrkelsen anno 2020.
- De har rigtig godt af at lære at bo sammen med andre og lære at indgå i et fællesskab på fællesskabets præmisser. Det er sundt, fastslår han.
Uroen er væk
Trangen til brummende, velsmurte motorer har Kurt Nymann aldrig lagt fra sig, og som én af de eneste danskere, er han indehaver af en såkaldt Boom-Trike. En enorm trehjulet ”motorcykel” med to bagsæder.
Kurt Nymann må knibe sig i armen, når han skal forsøge at forstå, at han har tilbragt 25 år på den samme arbejdsplads. Uroen og rastløsheden er væk. Tilbage står en 61-årig tilfreds mand, der får stillet sin udlængsel ved at tøffe Europa rundt med sin hustru og ind i mellem deres voksne datter på bagsæderne af sin Boom-Trike – og altid campingvognen spændt bag på den 750 kilo tunge maskine. Eller vandre i stilhed og trække vejret dybt i den mageløse grønlandske natur.
- Jeg grinede af pædagoger, da jeg var dreng. I dag ved jeg, at jeg er en god pædagog. For jeg har gået i livets skole. Det er dén indsigt, jeg forsøger at give videre, til de unge der bor her, siger han.