3. marts · 2020

Teknologisk Videncenter på Mercantec har i et stykke tid arbejdet på at blive 'first mover' på et nyt valgfag, som ruster eleverne til en helt ny æra inden for opsætning og vedligeholdelse af netværk.

Navnet på teknologien, såvel som valgfaget, er ”Software Defined Networking”. For en uge siden bestod de første seks elever eksamen i det nye fag. Der er ingen tvivl om, at Software Defined Networking er fremtiden, siger Simon Kaas, som er en af de seks – og som nu allerede er tilbage i sit praktikforløb på Siemens Gamesa i Brande:

 - Jeg kan godt lide, samt opsøger nye og anderledes teknologier. Og det her er der masser af gods i. Eftersom det ikke er så udbredt, er det ikke noget, du bare kan google dig frem til. Du er simpelthen nødt til at prøve det af og se, hvad det kan og hvad potentialet er.

Switchens opgave-lag
Overordnet handler networking om at sende data sikkert og effektivt fra A til B. I den proces indgår typisk switche som opererer med tre lag af opgaver, forklarer Simon:

- Det er management-, kontrol- og datalaget. Cirka halvdelen af computerkraften i en moderne switch går til kontrollaget, så hvis man kan tage den del ud af switchen og lægge den i en selvstændig enhed, fx en virtuel maskine der agerer controller, vil man derfor let kunne omprogrammere og opdatere switchene, og dermed få et langt mere sikkert og omkostningseffektivt dataflow.

Simon Kaas vil gerne forklare teknologien med et billede fra trafikkens verden:

Styring af trafikken på landevejen

- Trafikstyrelsen definerer hvor vejene er placeret, og hvor de leder hen. Det er managementlaget. Bilisterne skal kunne finde deres destination, baseret på vejskiltene. Det er kontrollaget. Endelig er det bilerne, der er selve trafikken. Det er datalaget.
- SDN tager skiltene og skifter dem ud med en GPS, så bilisterne ikke længere selv skal finde vej, men bliver guidet fra A til B af en central kontrolenhed, så sparer man det tunge og stive kontrol-lag, som de fysiske skilte udgør.
Som Simon forklarer, er kontrollaget den tunge del. Det er nemlig det lag, der ofte skal opdateres og ændres, og hvis kontrollen er bundet i hardware, kan det blive en begrænsende faktor for dataflowet. Samtidig er det ufleksibelt, og det er besværligt og dyrt at opdatere. Ligesom hvis man skulle til at rykke rundt på alle skiltene på vejene.

Så det betyder derfor alverden, at datatrafikken kan guides fra en central, programmerbar enhed i skyen.

Lærlinge bidrager med ny viden
Simon har som lærling hos Siemens Gamesa ikke brug for sit valgfag i Software Defined Network. Endnu. Men han drøfter blandt andet sådanne emner med sine kolleger, og på den måde er han med til at flette ny viden ind i velkendte teknologier.

- Det er jo derfor, at vi lærlinge kan være gode at have i en virksomhed. Vi kommer med inspiration og ny viden, og jeg håber, at jeg også kan være med til at udbrede kendskab her på stedet. 
- Jeg ved godt, at det primært er store datacentre som Google og Facebook, der bruger teknologien lige nu, men SDN udvikler sig – og til mange andre specifikke opgaver.  Og det er enormt spændende at være med til, siger Simon Kaas.

Læs mere om vores uddannelser
simon_kaas_portraet

Simon Kaas er lærling hos Siemens Gamesa i Brande.