10. august · 2019
I 34 år har Mette Selchau arbejdet med en anerkendende tilgang til unge og et stærkt fokus på fællesskab og dannelse. Nu modtager hun ridderkorset for sin indsats.
Det er ikke en helt almindelig dag på vicedirektør-kontoret på Mercantec. Mette Selchau er lidt forvirret. Godt gammeldags rundt på gulvet. Det erkender hun med det samme og ryster på hovedet og griner af sig selv. Onsdag formiddag den 7. august modtog hun Dronningens Ridderkors foran samtlige medarbejdere fra Mercantec – omkring 400 ansatte. Forbløffelsen og stoltheden - det glædelige chok - sidder stadig i kroppen på hende, fortæller hun. Ridderkorset ligger i en smuk, laksefarvet æske på skrivebordet. Mette Selchau havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle modtage så stor en hæder, fortæller hun.
- Jeg har altid troet, at ridderkorset tilfaldt militærfolk, politikere, kommunaldirektører og dommere. Den type erhverv. Og typisk mænd i jakkesæt eller uniformer, siger hun. Som vicedirektør på Mercantec har Mette Selchau ansvar for den pædagogiske indsats på Viborgs største uddannelsesinstitution og netop menneskesynet, den altid anerkendende tilgang til unge, rummeligheden, de mange kreative og nytænkende tiltag, der alle udspringer af ønsket om at sende Mercantecs elever bedst muligt videre i livet, er hovedårsagerne til, at Dronningen har valgt at belønne Mette Selchaus årelange indsats med Ridderkorset af Dannebrogordenen.
Adskillige uddannelser
Mette Selchau voksede op i Skive og var den første i sin familie, der tog en akademisk uddannelse. Hendes far drev familievirksomheden Selchaus Jernhandel, og hendes mor var hjemmegående. Mette Selchau havde ikke nogen særlig målrettet plan, da hun valgte at læse en cand. mag i engelsk og dansk. Underviser på almene gymnasium kunne hun ikke forestille sig at blive, og lidt tilfældigt havnede hun på Viborg Tekniske Skole, som det hed dengang. I dag, 34 år efter, sidder hun på vicedirektørkontoret på H.C. Andersens Vej i Viborg og er egentlig selv lidt overrasket over, hvordan stillingen som underviser udviklede sig til praktikvejleder, studievejleder, uddannelsesleder, chef og vicedirektør. Gennem tiden har hun suppleret sin universitetsuddannelse med adskillige efteruddannelser – senest en master i lærerprocesser. Ledervejen blev hun undervejs interesseret i, men elskede dog jobbet som underviser så meget, at hun holdt stædigt fast i sine timer foran eleverne, samtidigt med hun tog de første skridt i lederrollen.
- Samspillet med eleverne er så fantastisk. Det er det, der har drevet mig hele vejen. Det at se dem udvikle sig og at støtte dem, der har behov for det til at opnå deres drømme og se det lykkes - det er stort, siger hun.
Bedsteforældre giver omsorg
De seneste år har Mette Selchau kun beskæftiget sig med ledelse, men det giver hende fortsat en stor tilfredsstillelse at være med til at forme den pædagogiske indsats. Med Mette Selchau i spidsen har Mercantec blandt andet indført en ”bedsteforældreordning”, der i dag er en markant succes. Da Mercantec for nylig skulle ansætte nye ”bedsteforældre”, modtog skolen over 100 dedikerede ansøgninger, og både eleverne og de nu 20 fastansatte ”bedstemødre- og fædre” har stor glæde af ordningen. Mercantec har også to trivselskonsulenter tilknyttet som et tilbud til eleverne.
- Vores opgave er også give vores elever omsorg og dannelse. Der er utrolig mange muligheder for nutidens unge, men der er også mange faktorer, som kan spille ind på deres evne til at lære, og derfor gør vi som skole alt for at skabe de bedst mulige forhold for dem, siger Mette Selchau. Vicedirektøren lægger ikke skjul på, at hun er utrolig stolt af skolens dedikerede lærerstab, og af det menneskesyn og de strategier, Mercantec repræsenterer. Hun er også yderst tilfreds med, hvordan fokus på de ydre rammer omkring eleverne har ændret sig over tid, så forholdene i dag bliver mere og mere optimale. - For 34 år siden bestod en skole primært af lange gange med klasseværelser. Sådan er det jo slet ikke i dag. Lige om lidt får vi et splinternyt gymnasium, som er specialdesignet til at skabe rum og fælleskaber mellem eleverne. Det bliver fantastisk, siger hun.
En livsstil
Mercantec har årligt omkring 20.000 elever igennem systemet - gymnasieelever, erhvervsskoleelever samt adskillige voksne på kurser- og efteruddannelse. Mercantecs direktør Kirsten Holmgaard står bag ansøgningen om ridderkorset til Mette Selchau, og vicedirektøren er både ydmyg og taknemlig over den enorme anerkendelse ridderordnen symboliserer. Hun glæder sig samtidig over, at hun modtager ordenen, mens hun stadig er aktiv og har ingen aktuelle planer om at gå på pension lige foreløbig. Jobbet som underviser og siden leder er blevet en livsstil.
- Så længe jeg kan mærke, at min indsats gør en forskel, bliver jeg ved, siger hun.