25. november · 2019
Jakob Lundbøl er tre år i træk blevet valgt som "årets lærer" på HTX. HTX tilbyder eleverne en unik undervisningsform, der ruster dem til videre uddannelse, mener han.
Når gymnasieeleverne fra HTX har gennemført deres studentereksamen, har de rigtig mange fordele, når de tager deres videregående uddannelse. Det mener Jakob Lundbøl, der er 31 år og i fire år har været lektor på HTX Midtbyens Gymnasium i Viborg.
- På HTX forbereder vi eleverne på virkeligheden. De lærer at samarbejde og indgå aktivt i teams. Vi arbejder projektorienteret med gruppekontrakter, klasserumsledelse og fællesskab som nogle af nøgleordene, siger Jakob Lundbøl.
De skal deltage
HTX har en bred vifte af almene fag og naturvidenskab, og hertil lægges fremtidens højteknologi og it.
Jakob Lundbøl er en af de undervisere, der repræsenterer de såkaldt "bløde" fag. Han underviser i dansk, kommunikation og it og har en universitetsuddannelse i litteraturhistorie og retorik kombineret med en kandidatuddannelse i journalistik med i bagagen.
Jakob Lundbøl, der selv er gået den humanistiske vej, er begejstret for det konkrete, nytænkende og opdaterede undervisningsmiljø, han er blevet en del af på HTX.
Alle undervisere på HTX har den samme virkelighedsnære tilgang til undervisningen og eleverne, og det gør HTX til et helt unikt miljø, mener Jakob Lundbøl.
- Vi forventer ikke, at eleverne skal sidde passivt og modtage information. De skal deltage. Uanset hvilket fag de har, siger Jakob Lundbøl, der sammenligner undervisningen på HTX med universitetsmiljøerne på RUC og Aalborg Universitet.
Moderne tilgang
Dannelse betyder meget for lærerkollegiet på HTX, fortæller Jakob Lundbøl, der i sin egen undervisning har god erfaring med at præsentere eleverne for nye involverende undervisningsmetoder.
Når Jakob Lundbøl beder sine elever om at analysere et af dansklitteraturens store værker, et digt eller en roman, kan deres opgave være at konvertere analysen til et andet medie. Eksempelvis en video.
- Min erfaring er, at det aktiverer eleverne rigtig meget at tilgå stoffet på en moderne måde. Skal de for eksempel lave en videoanalyse af "Et blomstrende slagsmål" af Tom Kristensen, som blev udgivet for næsten 100 år siden, betyder det meget for deres forståelse af værket at arbejde i en nutidig ramme, siger han.
Årets lærer
Ud over fagligheden er elevernes trivsel et konstant fokus på HTX, understreger Jakob Lundbøl.
- Faglig udvikling handler jo ikke kun om faglighed. Det er vigtigt for eleverne at mærke, at vi tager dem seriøst, vi respekterer dem, vi kan have det sjovt sammen med dem. Når de mærker det, har de meget nemmere ved at udvikle sig både menneskeligt og fagligt, siger han.
Og det lader til, at eleverne på HTX er enige med deres underviser. I hvert fald er Jakob Lundbøl tre år i træk blevet kåret som "årets lærer" på HTX. En titel han bærer både med ydmyghed og stolthed.
- Jeg er omgivet af dygtige kollegaer. Vi har et fantastisk lærerkollegium, der samarbejder om at få vores elever gjort så dygtige som muligt. Så det må være mit ufatteligt gode udseende, jeg har vundet på, konkluderer han med et stort smil.