11. januar · 2021
Veninderne Ida, Ida og Louise går på Midtbyens Gymnasium hvor de læser EUX. De har sammen med et stigende antal unge fra folkeskolen valgt uddannelsen, hvor de både tager en studentereksamen og en erhvervsuddannelse oven i.
På Midtbyens Gymnasium i Viborg - i de funklende nye rammer, har Ida Øgaard Helligsø, Ida Roersen og Louise Stjernholm Valeur deres daglige gang. De er elever på EUX, og selvom pigerne har valgt hver sin retning oven på studenterhuen som henholdsvis automatiktekniker, VVS-energispecialist og elektriker, går de på gymnasiet sammen til hverdag og tager deres gymnasiefag og eksaminer som gymnasiets HHX og HTX elever. Hovedforskellen er, at Ida, Ida og Louise også får en læreplads udover gymnasiet. De starter på lærepladsen i 2.g, og resten af uddannelsen tilbringer de cirka halvdelen af tiden på deres respektive lærepladser og halvdelen af tiden på gymnasiet.
Løn og studenterhue
En ungdomsuddannelse, der veksler mellem skolegang og praktik på en læreplads, er et genialt tiltag, mener de tre piger, der dog meget jævnligt må forklare, hvad en EUX-uddannelse er for en størrelse, når de fortæller familie og venner, hvad de laver.
- EUX bliver ikke præsenteret særlig meget. Hverken i folkeskolen eller andre steder, hvor man læser om uddannelser. Det eneste, man hører om, er STX, HHX og HTX. Men EUX’en er jo lige så god, hvis ikke bedre? For man slår to fluer med et smæk, siger Ida Øgaard Helligsø.
- Med en EUX har man mulighed for at læse videre. Det ville tage i hvert fald tre år mere for mig, hvis jeg skulle have taget det almene gymnasium først for bagefter at læse videre, supplerer Louise Sternholm Valeur.
En af de helt store fordele ved EUX-uddannelsen er, at den udover studenterhuen giver eleverne en konkret uddannelse og ikke mindst – løn under uddannelse, mener pigerne.
- Praktikpladsgarantien betyder, at vi er garanteret en praktikplads. Og fordi vi får løn under hele uddannelsen, kan vi for eksempel spare op undervejs, så vi har råd til at flytte hjemmefra. Eller købe vores egen bil. Andre får SU. Vi har meget mere til os selv hver måned, påpeger Ida Øgaard Helligsø.
Hygge og kreative ideer
Ida, Ida og Louise fik øje på hinanden allerede første skoledag, og har været veninder lige siden. De griner, når de bliver bedt om at fortælle om deres venskab, der har – hygge – som det absolut bærende element og hovedingredienser som - cafébesøg, kagebagning og tøseaftner. De tre piger er rigtig meget sammen, og bliver faktisk aldrig trætte af hinanden, fortæller de. Løber de tør for samtaleemner, går de i gang med noget kreativt.
- Vi kan vildt godt lide at lave pigeting, men engang imellem er det også rart at lave noget andet. Da jeg fyldte 18 år, og skulle holde fest, byggede vi en bar sammen. Jeg stod og manglede en skinnesav, og sådan en havde Ida selvfølgelig, griner Ida Roersen.
- Det er jo også hyggeligt at gå og nusse om håndværks-projekter sammen og lave dem flotte. Alt kreativt er sjovt, supplerer Ida Øgaard Helligsø.
Læse videre
Selvom pigerne har valgt hver sin faglige retning, er mulighederne fremadrettet uendelige, påpeger de. De har alle tre planer om at læse videre på et tidspunkt.
- Vi får en masse erhvervserfaring med os, så vi har en klar fordel på de videregående uddannelser, eller vi kan gå direkte ud og få gode job i vores brancher. Og vi behøver heller ikke at sidde ved kassen i Bilka for at spare op til rejser eller et indskud til en lejlighed. Vi kan gå direkte ud og arbejde til en helt anden timeløn, siger Ida Roersen.
- Vi har faktisk også for sjov snakket om at lave et firma sammen. Så har vi lige én fra hvert erhverv. Der er vildt mange muligheder, supplerer Louise Stjernholm Valeur.
Teori og praksis
Kombinationen af bøger og praksis er pigerne begejstrede for. Det er smart at kunne afprøve teori i praksis hele tiden, og det giver en helt anden forståelse for fagene at skulle bruge eksempelvis matematik og fysik aktivt i hverdagen på lærepladserne, mener pigerne.
- Når man arbejder ude i virkeligheden på sin læreplads, forstår man meget bedre, hvorfor man for eksempel har om nyttevirkninger i fysik. Vi kobler teori og praksis sammen med det samme, siger Ida Roersen.
Hverken Ida, Ida eller Louise forstår, hvorfor der ikke er mange flere unge, der gør som dem, og vælger en EUX-uddannelse.
De glæder sig til et nyt år, hvor mulighederne for fællesskabet på det nybyggede gymnasium forhåbentlig får bedre vilkår end i 2020, og ser frem til et ungdomsliv med fester, fredagsbarer og socialt samvær med vennerne.
- Jah. Det bliver skønt. Men vi hygger os sammen, mens vi venter. Det er vi heldigvis gode til, lyder det fra dem.